Scan barcode
A review by ninarg
Kongens fald by Johannes V. Jensen
3.0
Mit mål for i år er at læse nogle af de danske klassikere, som jeg indtil videre aldrig har åbnet. Nu har jeg læst så mange engelske, amerikanske, franske og russiske klassikere, at tiden er kommet til at vende tilbage til mit eget lands klassikere.
Først på listen er Kongens Fald, muligvis den største af alle danske romaner. Det er svært at sige noget nyt og genialt om den, men her er mine tanker:
Det er sjovt at læse en bog, der handler om så meget og alligevel om så lidt. Vi er i en travl tid i dansk historie: Der er krige mod Sverige, det Stockholmske Blodbad, bondeoprøret, Kongens fængsling i Sønderborg Slot, og vi stopper lige før Reformationen. Alligevel er handlingen meget passiv, og det er egentlig ikke disse begivenheder, der er i fokus.
Vi følger smedesønnen Mikkel Thøgersen fra hans tid som student i København til hans tid i hæren og som Kongens fortrolige. Men Mikkel er et svin. Han har konstant ondt af sig selv, han tror at hele verden aktivt er imod ham, selvom det ikke er tilfældet. Derudover er han voldtægtsmand og morder. Jeg synes, han var dybt forkastelig.
Der er et stort persongalleri, men få personer man egentlig følger. En af dem er Axel, glad, sorgløs, impulsiv og mildt sagt kvindeglad. Han bragte liv og farve til romanen, ligesom jeg godt kunne lide spillemanden Jakob, der tog sig af lille Ide. Men det er ikke en roman, man skal læse for karakterernes skyld. Heller ikke for handlingens skyld, egentlig, og så er det jo svært at se, hvad der så er tilbage. Men alligevel glider historien og handlingen over 230 sider. En sjov blanding af Danmarkshistorie, skæve personer, manglende plot, realisme og surrealisme (som når de døde stiger op fra graven, f.eks.) Efter sigende skulle romanen karakterisere den danske folkesjæl, hvilket jeg synes er noget depri. Er vi virkelig så voldelige, pessimistiske, tvivlende og stædige?
Sproget er et kapitel for sig. Det er smukt og poetisk, og især beskrivelserne af Danmarks natur var en fryd at læse. De passager emmer af kærlighed til et land, kærlighed til skove, fjorde, strande, agre, fugle og hav. Men jeg må også indrømme, at jeg sjældent har slået så mange ord op i en dansk roman. Det gamle sprog var svært at læse til tider, men jeg kunne godt lide udfordringen. Det var en lærerig oplevelse, som sprognørden her nød.
Det havde dog været rart, om dialog havde været markeret med tankestreger eller lignende. Jeg er sikker på, at det er et bevidst, kunstnerisk valg, og man vænnede sig trods alt hurtigt til det, men jeg bliver aldrig fan af det.
Samlet konklusion: Jeg er glad for at jeg har læst den. Den var både sværere og nemmere, end jeg havde regnet med. Sproget er et kæmpe plus, Mikkel Thøgersen et svin. Den føles som en kærlighedserklæring og en sørgelig beskrivelse af Danmark. Jeg kunne godt lide den, men det er mere med hovedet end med hjertet, må jeg indrømme. Måske fordi der er så mange lag i den, som jeg ikke er nået ned til i første gennemlæsning.
Jeg er ikke sikker på, hvor mange stjerner jeg skal give den. Den burde lidt have sin egen skala. Så den får 3 stjerner, selvom den måske fortjener mere. Men mange bøger, som jeg holder virkelig meget af, har jeg givet 4 stjerner, og jeg kan ikke sige, at jeg holder af Kongens Fald på samme måde. Jeg beundrer den, jeg kan sagtens se, at den er et mesterværk, men jeg har ikke lyst til at kramme den. Derfor får den "kun" 3 stjerner.
Undskyld, Johannes.
P.S. Elsker Jakobs sidste to vers:
Fowal min Fjol og min Bow!
No wil a hen og sow.
Hvis jen no wil byt' sin Bedrøwels,
Saa kan han fo min Fornøwels.
Fowal og Tak, betti I!
A ga Jer, hvad a ku gi.
Og tøt I et om Musiken,
Da war'et Skaad - for no gik'en.
Først på listen er Kongens Fald, muligvis den største af alle danske romaner. Det er svært at sige noget nyt og genialt om den, men her er mine tanker:
Det er sjovt at læse en bog, der handler om så meget og alligevel om så lidt. Vi er i en travl tid i dansk historie: Der er krige mod Sverige, det Stockholmske Blodbad, bondeoprøret, Kongens fængsling i Sønderborg Slot, og vi stopper lige før Reformationen. Alligevel er handlingen meget passiv, og det er egentlig ikke disse begivenheder, der er i fokus.
Vi følger smedesønnen Mikkel Thøgersen fra hans tid som student i København til hans tid i hæren og som Kongens fortrolige. Men Mikkel er et svin. Han har konstant ondt af sig selv, han tror at hele verden aktivt er imod ham, selvom det ikke er tilfældet. Derudover er han voldtægtsmand og morder. Jeg synes, han var dybt forkastelig.
Der er et stort persongalleri, men få personer man egentlig følger. En af dem er Axel, glad, sorgløs, impulsiv og mildt sagt kvindeglad. Han bragte liv og farve til romanen, ligesom jeg godt kunne lide spillemanden Jakob, der tog sig af lille Ide. Men det er ikke en roman, man skal læse for karakterernes skyld. Heller ikke for handlingens skyld, egentlig, og så er det jo svært at se, hvad der så er tilbage. Men alligevel glider historien og handlingen over 230 sider. En sjov blanding af Danmarkshistorie, skæve personer, manglende plot, realisme og surrealisme (som når de døde stiger op fra graven, f.eks.) Efter sigende skulle romanen karakterisere den danske folkesjæl, hvilket jeg synes er noget depri. Er vi virkelig så voldelige, pessimistiske, tvivlende og stædige?
Sproget er et kapitel for sig. Det er smukt og poetisk, og især beskrivelserne af Danmarks natur var en fryd at læse. De passager emmer af kærlighed til et land, kærlighed til skove, fjorde, strande, agre, fugle og hav. Men jeg må også indrømme, at jeg sjældent har slået så mange ord op i en dansk roman. Det gamle sprog var svært at læse til tider, men jeg kunne godt lide udfordringen. Det var en lærerig oplevelse, som sprognørden her nød.
Det havde dog været rart, om dialog havde været markeret med tankestreger eller lignende. Jeg er sikker på, at det er et bevidst, kunstnerisk valg, og man vænnede sig trods alt hurtigt til det, men jeg bliver aldrig fan af det.
Samlet konklusion: Jeg er glad for at jeg har læst den. Den var både sværere og nemmere, end jeg havde regnet med. Sproget er et kæmpe plus, Mikkel Thøgersen et svin. Den føles som en kærlighedserklæring og en sørgelig beskrivelse af Danmark. Jeg kunne godt lide den, men det er mere med hovedet end med hjertet, må jeg indrømme. Måske fordi der er så mange lag i den, som jeg ikke er nået ned til i første gennemlæsning.
Jeg er ikke sikker på, hvor mange stjerner jeg skal give den. Den burde lidt have sin egen skala. Så den får 3 stjerner, selvom den måske fortjener mere. Men mange bøger, som jeg holder virkelig meget af, har jeg givet 4 stjerner, og jeg kan ikke sige, at jeg holder af Kongens Fald på samme måde. Jeg beundrer den, jeg kan sagtens se, at den er et mesterværk, men jeg har ikke lyst til at kramme den. Derfor får den "kun" 3 stjerner.
Undskyld, Johannes.
P.S. Elsker Jakobs sidste to vers:
Fowal min Fjol og min Bow!
No wil a hen og sow.
Hvis jen no wil byt' sin Bedrøwels,
Saa kan han fo min Fornøwels.
Fowal og Tak, betti I!
A ga Jer, hvad a ku gi.
Og tøt I et om Musiken,
Da war'et Skaad - for no gik'en.