Scan barcode
A review by kraghen21
Kongens Fald by Johannes V. Jensen
5.0
En syredryppende historisk roman? En pre-modernistisk parabel?
Kongens Fald er en svær bog at kategorisere, og det er både en enorm styrke, da værket er unikt i dansk litteraturhistorie, og samtidig en svaghed, da værket til tider spragler for meget, mangler fokus.
Kongens Fald bliver ofte omtalt som "Det 20. århundredes bedste roman". Den er sandelig med i diskussionen, og den fortjener at blive læst og genlæst 100 år efter udgivelsen, da den stadig i dag fremstår unik i tone og sprog. Sproget er uden tvivl værkets største force. Det ser man ikke mindst i visse beskrivende passager, hvor Johannes V. Jensen giver den fuld gas på billedsprog. Det bedste eksempel er den kendte [blandt litteraturforskere] hesteslagtning, der beskrives udsøgt malerisk.
Værket har desuden en form for mytisk, fabelagtig dimension. Døden personificeres og går sin gang over heden i en scene. Karakteren Axel står op fra graven og besøger sin unge elskede i en anden. Der er groteske figurer som Carolus, en blødhovedet baby der kan regne ufattelige matematiske formler. Og jeg har ikke engang nævnt værkets to hovedkarakterer endnu!
Mikkel Thøgersen er værkets egentlige hovedperson, en hævngerrig ung mand med lange kejtede ben og røde gamacher [han kaldes Storken], hvis voldtægt af en uskyldig pige får seriøse og komplicerede konsekvenser for flere generationer. Han mildnes med alderen, men er for altid hjemsøgt af sit unge jegs varmblodede handlinger. Han bliver del af Kong Christian d. 2.s følge, og her har vi den anden vigtige karakter i bogen.
Kongens Fald fortæller om et vigtigt og spændende kapitel i dansk historie, Christian d. 2.s tid som konge og enden på Kalmarunionen, der kulminerer i Det Stockholmske Blodbad, og senere læser vi om Grevens Fejde og Skipper Klements oprør. Værkets måske vigtigste scene omhandler Christian d. 2.s "vægelsind", da han sejler frem og tilbage over Lillebælt en hel nat, konstant i tvivl om han skal generobre sin trone eller give kongekronen op. Og vægelsind, eller tvivl, føles som et vigtigt tema for Jensen, et tema der sidder dybt i mennesker, uanset hvilken tidsperiode. Måske siger det også noget om hvad det betyder "at være dansk".
Men er det det 20. århundredes bedste roman?
Måske. Den er ambitiøs og tvetydig, hvilket gør at den kan genlæses flere gange uden at miste kraft. Personligt føler jeg Hærværk er et mere sammenhængende værk, men Kongens Fald har en særlig mystik i sig. Kongens Falds akilleshæl er at den vil mange ting, og særligt den første tredjedel er noget kaotisk og ikke lige så finpudset som resten. Sproget er altid flot [men også lidt kluntet at læse til tider, da JVJ's kommasætning er markant anderledes end i nutidens litteratur] men som roman halter den første tredjedel. Jeg mærkede tydeligt forskel da Christian d. 2. træder ind i romanen. Niveauet øges på alle fronter, og bogen tager virkelig fat herfra. Man må pløje sig lidt igennem de første 75 sider, men så bliver man også belønnet resten af vejen.
Jeg er tilbøjelig til at give den 5 stjerner. Mest af alt fordi der ikke [så vidt jeg ved] findes en dansk bog som den. Den er unik på flere måder, og den er, på trods af sit arkaiske sprog, ikke ældet på en uhensigtsmæssig måde, den er næsten tidløs, og det er en stor kompliment.
Den har i øvrigt været en vigtig inspiration i mine egne skriverier. Det er en sjov bog at lave referencer til, da der simpelthen er så mange aspekter at tage fat i.
Ja, nu har jeg overbevist mig selv, det bliver 5 stjerner!
Kongens Fald er en svær bog at kategorisere, og det er både en enorm styrke, da værket er unikt i dansk litteraturhistorie, og samtidig en svaghed, da værket til tider spragler for meget, mangler fokus.
Kongens Fald bliver ofte omtalt som "Det 20. århundredes bedste roman". Den er sandelig med i diskussionen, og den fortjener at blive læst og genlæst 100 år efter udgivelsen, da den stadig i dag fremstår unik i tone og sprog. Sproget er uden tvivl værkets største force. Det ser man ikke mindst i visse beskrivende passager, hvor Johannes V. Jensen giver den fuld gas på billedsprog. Det bedste eksempel er den kendte [blandt litteraturforskere] hesteslagtning, der beskrives udsøgt malerisk.
Værket har desuden en form for mytisk, fabelagtig dimension. Døden personificeres og går sin gang over heden i en scene. Karakteren Axel står op fra graven og besøger sin unge elskede i en anden. Der er groteske figurer som Carolus, en blødhovedet baby der kan regne ufattelige matematiske formler. Og jeg har ikke engang nævnt værkets to hovedkarakterer endnu!
Mikkel Thøgersen er værkets egentlige hovedperson, en hævngerrig ung mand med lange kejtede ben og røde gamacher [han kaldes Storken], hvis voldtægt af en uskyldig pige får seriøse og komplicerede konsekvenser for flere generationer. Han mildnes med alderen, men er for altid hjemsøgt af sit unge jegs varmblodede handlinger. Han bliver del af Kong Christian d. 2.s følge, og her har vi den anden vigtige karakter i bogen.
Kongens Fald fortæller om et vigtigt og spændende kapitel i dansk historie, Christian d. 2.s tid som konge og enden på Kalmarunionen, der kulminerer i Det Stockholmske Blodbad, og senere læser vi om Grevens Fejde og Skipper Klements oprør. Værkets måske vigtigste scene omhandler Christian d. 2.s "vægelsind", da han sejler frem og tilbage over Lillebælt en hel nat, konstant i tvivl om han skal generobre sin trone eller give kongekronen op. Og vægelsind, eller tvivl, føles som et vigtigt tema for Jensen, et tema der sidder dybt i mennesker, uanset hvilken tidsperiode. Måske siger det også noget om hvad det betyder "at være dansk".
Men er det det 20. århundredes bedste roman?
Måske. Den er ambitiøs og tvetydig, hvilket gør at den kan genlæses flere gange uden at miste kraft. Personligt føler jeg Hærværk er et mere sammenhængende værk, men Kongens Fald har en særlig mystik i sig. Kongens Falds akilleshæl er at den vil mange ting, og særligt den første tredjedel er noget kaotisk og ikke lige så finpudset som resten. Sproget er altid flot [men også lidt kluntet at læse til tider, da JVJ's kommasætning er markant anderledes end i nutidens litteratur] men som roman halter den første tredjedel. Jeg mærkede tydeligt forskel da Christian d. 2. træder ind i romanen. Niveauet øges på alle fronter, og bogen tager virkelig fat herfra. Man må pløje sig lidt igennem de første 75 sider, men så bliver man også belønnet resten af vejen.
Jeg er tilbøjelig til at give den 5 stjerner. Mest af alt fordi der ikke [så vidt jeg ved] findes en dansk bog som den. Den er unik på flere måder, og den er, på trods af sit arkaiske sprog, ikke ældet på en uhensigtsmæssig måde, den er næsten tidløs, og det er en stor kompliment.
Den har i øvrigt været en vigtig inspiration i mine egne skriverier. Det er en sjov bog at lave referencer til, da der simpelthen er så mange aspekter at tage fat i.
Ja, nu har jeg overbevist mig selv, det bliver 5 stjerner!