Scan barcode
A review by victoriabrohus
Den hvide rose by Olga Ravn
4.0
Olga Ravns anden digtsamling "Den hvide rose" er en glimrende samling af lyrik. Formen er helt anderledes end i hendes debutsamling "Jeg æder mig selv som lyng", idet den er fuldkommen (ja, næsten helt rigidt) regelmæssig. Der er 160 digte, som hver består af fem linjer, og desuden er der nogle blanker sider imellem dem. Denne stramme, minimalistiske struktur understøtter tematikken, som er sygdom, sorg og at miste nogen man elsker. Det bliver nemlig helt sterilt og koldt at læse, og det fungerer simpelthen så godt, for læseren kan virkelig forestille sig eksempelvis den hvide hospitalsstue og sygdommen hos den syge.
Der er enormt meget billedsprog og mange metaforer, bl.a. den hvide rose. Det er meget bevægende at læse, men det kan også have en lille tendens til at kamme over med alle metaforerne og symbolikken. Men Ravns gentagelser virker godt, for det vidner netop om, at fortælleren er ved at gå ud af sit gode skin af sorg.
Ravn har også et stort fokus på væsker og kroppe i sine digtsamlinger, og "Den hvide rose" er ingen undtagelse. Det er nærmest et kendetegn for hendes skrivestil og ordvalg, og det er meget interessant at læse. Det er som om, at hendes fortællere rummer så meget indeni deres kroppe, at de ender med at eksplodere med alt dette. Man kan også se det på forsiden, hvor titlen står med disse dryppende bogstaver, som er et tegn på en krop i opløsning, på død, på at smelte væk, på at livet går sin gang.
Der er enormt meget billedsprog og mange metaforer, bl.a. den hvide rose. Det er meget bevægende at læse, men det kan også have en lille tendens til at kamme over med alle metaforerne og symbolikken. Men Ravns gentagelser virker godt, for det vidner netop om, at fortælleren er ved at gå ud af sit gode skin af sorg.
Ravn har også et stort fokus på væsker og kroppe i sine digtsamlinger, og "Den hvide rose" er ingen undtagelse. Det er nærmest et kendetegn for hendes skrivestil og ordvalg, og det er meget interessant at læse. Det er som om, at hendes fortællere rummer så meget indeni deres kroppe, at de ender med at eksplodere med alt dette. Man kan også se det på forsiden, hvor titlen står med disse dryppende bogstaver, som er et tegn på en krop i opløsning, på død, på at smelte væk, på at livet går sin gang.